Lake Norman

Torsdag den 7. september 2023

En dag med frustrationer.

Vi vågnede selvfølgelig meget tidligt, der går lige nogle dage, inden vi er reguleret de 6 timer ind, der er tidsforskellen mellem det østlige USA og Danmark.

Efter morgenmaden, begav vi os ud på en lille udflugt. Vi havde besluttet, at vi ville køre en tur op omkring Lake Norman, det er den største menneskeskabte ferskvandssø i North Carolina.
Søen blev etableret mellem 1959 og 1964 i forbindelse med bygningen af Cowans Ford Dam, der leverer strøm til North Carolina og South Carolina samt Piedmont regionen, der er en plateauregion imellem Atlanterhavssletten og Appalacherne. Derudover leverer søen vand til en del byer i området.

Vi var dog noget frustrerede. Vi havde sammen med bilen købt adgang til satellitradio, og det fungerede ikke. Lidt surt at have betalt for noget man så ikke får. At vi så også havde haft problemer med Avis i forbindelse med udleveringen af bilen, det gjorde os noget sure på firmaet.

Vi holdt ind ved Pinnacle Access Area, et sted hvor der er mulighed for at sætte sin båd i vandet, samtidig med at der er ekstra lange parkeringspladser, så man kan have sin bil med båltrailer stående imens man er på vandet. Søen er åbenbart et populært sted at fiske, vi så en båd der kom ind, der var kun en mand om bord, og mindst 8 fiskestænger. Et andet par tog ud, også med en del fiskestænger.
Ned langs søbredden så vi en del af den slags pladser.

På et tidspunkt kørte vi også ned gennem et beboelsesområde, hvor alle husene lå med udsigt til søen.

Vi kørte tilbage til hotellet. Vi ville kontakte Avis, for at få åbnet for satellitradioen.

Det viste sig at telefonen på vores værelse ikke duede. Derfor gik Thorkild ned i receptionen for at ringe derfra.
Næste problem var så, at det telefonnummer, der står vi kan ringe til på kontrakten, ikke virkede. Heldigvis var receptionisten på hotellet meget hjælpsom. Hun søgte et telefonnummer til Avis, og fik fat i en anden afdeling inde i Charlotte. Det kunne ikke hjælpe med problemet, men de kunne oplyse et telefonnummer til afdelingen i lufthavnen.

Der gik meget lang tid, inden telefonen blev taget i lufthavnsafdelingen, og den blev taget af en ikke særlig servicemindet person. Hun sagde næsten ikke noget, og til slut sagde hun et eller andet som Thorkild ikke forstod, så han bad hende gentage – det ville hun ikke, så hun sagde farvel og lagde røret på. Han nåede dog at få at vide, at hun nu havde åbnet for radioen, og at det ville virke mellem et kvarter og tre timer senere… (Gad vide, om hun havde fyraften tre timer senere).

Det var blevet middagstid, så vi kørte hen til Waffle House, der lå i nærheden af hotellet, for at købe vores frokost.
Brødet var dyppet i noget fedtstof, så det var ikke det mest lækre. Så vi omdøbte Waffle House til Vammel Huset.

Derefter kørte vi en tur i Wallmart for at købe lidt ind.

Vi havde ikke mere på programmet for denne dag, så vi kørte til bage til hotellet.

Vi havde købt noget insektfjerner til bilens vinduer, så Thorkild fik renset ruderne, der var allerede en del insekter på, da vi fik bilen udleveret.

Da der var gået 3,5 timer, og satellitradioen virkede stadig ikke, gik Thorkild ned i receptionen for at ringe til Avis endnu en gang. Denne gang blev telefonen taget med det samme, af en ung mand der talte tydeligt, var servicemindet og vidste hvad han talte om.
Thorkild skulle oplyse ham et nummer der stod på nøgleringen. Så åbnede han for radioen, og fortalte at han lige havde sendt det, og at inden for et kvarter ville der blive sendt signal til bilen. Derefter ville blive sendt signal til bilen hvert kvarter i de næste tre timer. (Så fik vi forklaringen på, hvorfor hun sagde tre timer tidligere på dagen).

Thorkild satte sig ud i bilen, tændte for radioen og ventede, og ventede, og ventede – lige pludselig skete der noget og satellitradioen virkede endelig, Hold da op, det var en lettelse.

Aftensmaden spiste vi på vores hotelværelse.

158 km.