Tilbage til Appalacherne forside

Gastonia - Franklin

Sassafras Mountain, Whitewater Falls, Bridal Veil Falls og Dry Falls

Fredag den 8. september 2023

   

   

Så var bilen indtaget, Sirius satellitradioen var indstillet på Willies Roadhouse (det er vores yndlingskanal i USA), og vi var klar til nye oplevelser i USA.

      

Vi havde en lang dag for os, så ca. 7.35 startede vi på vores Road Trip.

   

Vi kørte over grænsen til South Carolina, og holdt vores første stop ved Kings Mountain Battlefields.
Den amerikanske uafhængighedskrig fandt sted 1775-1783.
Den første lange tid var i briternes favør, men i oktober 1780 var der et sort slag ved Kings Mountain Battlefields som patrioterne vandt, det blev et vendepunkt i krigen, og derefter gik det meget tilbage for briterne.

    

   

   

   

Vi vidste godt, at Visitor Centeret ikke havde åbent så tidligt, men vi gik alligevel op til det, der var nogle plancher mv. udenfor som vi kunne studere.
Vi blev imidlertid inviteret ind, så et lille museum og de viste os en film, lidt generelt om krigen, men mest om slaget ved Kings Mountain.

   

       

   

Vi havde kun regnet med at ville bruge kort tid på stedet, men det endte med vi var der ca. en time.

   

Turen gik videre mod øst, i Gaffney holdt vi ind for at tanke benzin.
Vi fyldte tanken op, og kunne se, at den var betydelig mere fuld end da vi overtog bilen – dvs. vi modtog også en bil hvor der var kørt ca. 125 km. siden bilen sidst var blevet tanket.

  

Næste stop var Cowpens National Battlefield, også en slagmark fra uafhængighedskrigen. Her så vi en film om det store slag der havde været på stedet i januar 1781.

   

På vores videre tur holdt vi ind ved en Subway for at købe vores frokost. Det var i hjørnet af en butik, uden muligheder for at sidde på stedet og spise, men heldigvis var der nogle borde under et stort træ i nærheden, så der spiste vi vores mad.

       

   

   

Derpå begyndte det at gå opad, og da vi havde kørt langt nok op, standsede vi ved Sassafras Mountain, der er det højeste bjerg i South Carolina, det ligger 1.085 moh. beliggende ved grænsen til North Carolina.

   

På toppen er der bygget et udsigtstårn, det ligger, så halvdelen ligger i North Carolina og den anden halvdel ligger i South Carolina.

   

   

   

South Carolina:

      

   

North Carolina:

   

   

   

Næste stop var ved Whitewater Falls, det er flere vandfald der ligger på række. Vi kunne ikke komme helt hen til vandfaldene, men vi fulgte en sti fra parkeringspladsen op til et udsigtspunkt hvorfra man kunne se dem. Der var et godt stykke at gå, det var en af de gåture jeg har trænet i flere måneder for at kunne gå.

       

   

Thorkild gik yderligere 154 trin ned (og lidt senere op igen) for at komme til et punkt hvor man kan se vandfaldene i en lidt anden vinkel.

 

   

Næste stop var Bridal Veil Falls, et lille vandfald hvor man tidligere kørte bagom vandfaldet. Nu er vejen ført udenom, og man kan kun gå en tur bag vandfaldet der er 13,7 m højt.

   

   

   

Det var store vandfalddag, så vi standsede også lige ved Dry Falls, det viste sig, at parkeringspladsen lå ret højt, så vi måtte et godt stykke ned, for at komme hen til vandfaldet, her kunne vi gå på en sti under vandfaldet.

      

   

Sidste stop var Microtel Inn & Suites by Wyndham i Franklin, da vi kom dertil var det 10,5 time siden vi kørte fra det første hotel.

   

   

Aftensmaden spiste vi på vores værelse.

   

370 km.