Thurmond og Nuttallburg Mine Site

Lørdag den 16. september 2023

Udvalget til morgenmaden var nok den dårligste indtil nu på denne tur.

Vi var i det hele taget ikke imponeret over hotellet, men der er meget få hoteller i området. Priserne er skruet op, specielt i weekenderne, så vi havde bestilt et hotel i en lidt lavere kategori, end vi ellers ville have gjort.

Vi kørte på udflugt allerede 7.40, vi har fundet ud af, at det er godt at komme til attraktionerne tidligt, specielt i weekenderne.

Vi startede lige med at tanke benzin, på en tank der lå meget tæt på hotellet. Det var nok den dyreste benzin, vi hidtil havde købt, men Thorkild havde tjekket priserne hjemmefra, og vidste godt, at i West Virginia var benzinen dyr. Dog har de fire stater vi besøger denne gang, noget af de billigste benzinpriser i USA.

Temperaturen var 10 C, og der var meget tåget.

Så var vi atter på skovtur.

Vi kørte til Thurmond, der er West Virginias mindste landsby, den aspirerer til at blive spøgelsesby.
I 2020 boede der ved folketællingen 5 personer i byen. (Byen bliver allerede kaldt en spøgelsesby).

Vi var de første turister i byen denne dag, så vi havde det hele for os selv. Byen ligger i to etager, så man kan gå rundt i den. Vi startede med at gå en tur ud på den bro vi lige var kørt over.

Jernbanebroen bliver ikke brugt mere, den nye jernbane kører ikke over floden ved byen.

Man har ladet et lille stykke af den gamle jernbane ligge.

Vi gik videre op, i den øverste del af byen. Vi kom først forbi kirken.

Dette må være her nogle af beboerne bor. Aldersmæssig spreder det sig fra ca. 35 til 70 år, beboerne er alle i familie med hinanden.

Et hus er sat i stand, og bruges til udlejning gennem AirBnB. Dette hus ejes af byen.

Der var tændt lys ved dette hus, så det må være det andet hus, der er beboet.

Husene var mere eller mindre forfaldne.

Dette hus har en et pæretræ, der bærer godt.

Dette hus er ved at blive sat i stand af frivillige, det er meningen af huset skal bruges til udlejning.

Rådhuset er stadig aktivt, beboerne har valgt en borgmester og en sekretær.

Jernbanearbejdere holder og venter på der kommer et tog, inden de kan benytte sporet for at komme frem til arbejdspladsen.

Bilerne har sænket specielle hjul, så de kan køre på jernbanen, når arbejdet er slut hæver de disse, så bilen kan køre på vejene. Vi har før set det i USA, man aldrig før så tæt på.

Posthuset.

Toget med kul kom forbi, såfremt jeg har talt rigtigt, var der 110 vogne med kul. Mon du får det samme antal, hvis du tæller dem, de er alle med på videoen.

Kort tid derefter kørte bilerne hen ad sporet.

Da vi var kommet turen rundt, var der kommet nogle flere turister. Visitor Centeret, der har til stede i den gamle jernbanebygning, har i weekenderne åbent 10-17, i højsæsonen hver dag. Vi fik en god snak med rangeren. Oppe på øverste etage var der lidt udstilling, vi kunne se, de stadig var i gang med at arbejde deroppe.

80 % af bygningerne i byen ejes af National Parken, byen ejer også nogle bygninger, og resten af bygningerne er ejet af privatpersoner. Hvis man vil sælge sit hus, har National Parken førsteret til at købe det.

Vi forlod Thurmond, og kørte lidt mod syd, hvor vi standsede ved Stone Cliff for at gå en lille tur.

Tæt ved Stone Cliff gik der en bro over floden. Vi havde fået et kort over National Parken i Visitor Centeret, og på det kort, kunne vi se, at der gik en vej, fra broen og sydpå langs floden. Thorkild havde fået at vide, at det var en grusvej, men vi besluttede, at vi ville køre videre ad den vej.

Det første stykke var fin grusvej.

Et rådyr hilste pænt på os.

Vi kom til et skilt, hvor der stod ”Rough Road”, vores erfaring i USA er, at de ofte advarer mod noget, og når vi så ser det, tænker vi ”var det det”, så vi kørte troskyldig videre – det skulle vi nok ikke have gjort!

Hold da op hvor var det en ujævn vej. Det hele rystede sådan, at ingen af de billeder jeg tog, kan bruges, de var alt for rystede.

På et tidspunkt fik jeg Thorkild til at standse bilen, så jeg kunne tage et billede, men det fortæller slet intet om vejens tilstand.

Havde vi mødt en modkørende, ville der have været problemer, der var ingen steder, man kunne køre til siden, så to biler kunne passere hinanden.

Ved enden af vejen, stod dette skilt.

Det tog os 45 minutter at køre ca. 12 km. og vi nød, at komme til at køre på asfalt igen.

Vi kørte ud af National Parken og kørte et stykke nordpå, hvorefter vi atter drejede ind i Parken.

I det område, der hører under National Parken, ligger der ca. 100 nedlagte kulminer. Vi var på vej til Nuttallburg Mine Site.

Det viste sig, at vi atter skulle på grusvej, dog var denne i en noget bedre stand, end den vi kørte på tidligere. Den var dog så smal, at hvis vi mødte en modkørende, måtte den ene bil bakke, - der var med mellemrum små vigepladser, men det ville ikke være sjovt, såfremt der kom mange besøgende.

Vi parkerede bilen og gik resten af vejen.

Her var aktivitet fra 1870 til 1958.

Her blev kullet lastet, det meste på togvogne.

Den nye jernbane går lige nedenfor, hvor de gamle skinner har gået, lidt nærmere floden.

Transportbånd oppe fra minen.

Vi gik ikke op til mineindgangen, det kunne have været spændende også at se den, men turen op var for lang og hård.

Påfyldningshul til koksovn.

Der var 80 koksovne i en lang række.

Der var kommet flere biler imens vi var i området.
Idet vi kørte kom der et tog forbi, det var lastet med skærver.

Vi mødte også modkørende på vejen ud af området.

Det var helt rart at komme ud på en vej, hvor der også var plads til modkørende. Det var åbenbart et populært sted at gå i skoven, parkeringspladsen var fuld, og der holdt på en lang strækning mange biler i vejsiden.

Vi kørte til Walmart for at handle ind.

Derefter kørte vil til hotellet, hvor vi spiste en sen frokost.

Aftensmaden kørte vi lige et lille stykke for at få.

130 km.