Blue Ridge Park Way

Mabry Mill

Onsdag den 20. september 2023

Morgenmaden var ikke imellem de bedste, men i den bedre del af de dårlige.
På dette hotel var bestik pakket i en samlet pose, så skulle man kun bruge en kniv, skulle man tage en gaffel og en ske også, de kunne så bare smides ud.

Kl. 8.30 var vi klar til nye oplevelser. Vi skulle dog lige have tanket benzin, inden vi begav os på tur.

Vi havde planlagt, at vi denne dag ville køre videre et stykke ned ad Blue Ridge Parkway, så vi startede med at køre dertil, hvor vi var kørt fra dagen før.

På en strækning var der skiltet Rough Road, det kom ikke i nærheden af den ujævnhed vi kørte på, den dag vi var i Thurmond. Der skulle der måske være en skiltning der hed Very Rough Road, så man var varslet om, at det ikke bare var en almindelig ujævnhed.

Vi havde Parkwayen næsten helt for os selv det første lange stykke. Så kom der pludselig mere trafik, vi gættede på, at det var lokale der benyttede den på vej til arbejde. Efter en sidevej, der førte ned til Roanoke, tog trafikken atter af, så vi havde nok ret i vores antagelse.

Roanoke River og dæmning.

Vi kom til et Visitor Center, det lå lidt væk fra vejen. Vi kørte derned, men der var lukket, det kunne de da godt have skrevet oppe ved vejen.

Vi så en del rådyr på turen.

Det må være mange år siden udsigtspladserne blev lavet, mange af dem er groet til.

Udsigterne var som regel på steder, hvor der ikke var mulighed for at parkere.

Vi så også mange egern på turen.

Mølledam, mølleren tilbød sine kunder at fiske i mølledammen, imens de ventede på at deres produkter blev malet.

Der var fiskeyngel i vandet, vi aner ikke om det stadig var bækørred.

Vi havde planlagt at køre ad Blue Ridge Parkway til Mabry Mill. En gammel vandmølle, sammen med den var der også udstillet gamle redskaber og forskellige huse.

Selve møllen var både en savmølle og en mølle, hvor man kunne få malet mel og gryn.

Ved siden af Mabry Mill, ligger en restaurant, der gik vi ind for at spise.

Jeg havde læst på internettet at dette sted er meget berømte for deres pandekager, så dem havde jeg set frem til at smage og se, hvad amerikanerne mener, er en god pandekage.
Vi kom så for sent, pandekager var på morgenmadsmenuen, og serveringen var sluttet 45 minutter tidligere end vi kom.

Jeg måtte så finde noget andet at spise. Der var ikke billeder på deres menukort, så det var lidt svært at vide, hvad det egentlig var de tilbød. Jeg har nogle problemer med slimhinderne i munden, så der er en del ting, jeg ikke for godt kan spise.

Servicen var ikke eksisterende på dette sted, alle andre steder, når jeg har bestilt noget, har det ikke været et problem, ikke at få det hele i en ret serveret.
Jeg ville gerne have kalkun med kartoffelmos, men det kunne ikke lade sig gøre, jeg skulle have hele retten.

Vi sad længe og ventede på vores mad. På et tidspunkt kom servitricen hen til vores bord, med noget mad, som ikke var det vi havde bestilt. Samtidig med at vi fik et bord, kom der tre mænd ind. Inden der kom mad til os, havde de fået mad, og nået af spise den.

Da vi endelig fik mad, var mit kalkunkød pøset til i slimet geleagtig sovs, sovsen var næsten helt kold og der var dannet skind på den. Havde sovsen været varm, havde den måske virket anderledes. Jeg synes egentlig, at det hele så lidt ulækkert ud.
Maden var ikke varm. Så jeg spiste lidt lunkent kalkunkød og noget næsten helt koldt kartoffelmos, og var bestemt ikke begejstret.

Da jeg så skulle betale, gav jeg penge, så jeg skulle have 0,5 $ tilbage. Hende der betjente mig, kunne ikke rigtig forstå det, for hendes kasseapparat skrev, at jeg ikke skulle have noget tilbage. Hun kaldte en anden medarbejder til, de spurgte om vi havde fået spaghetti og noget andet, for i systemet var min regning en del større. Jeg var efterhånden oppe på kogepunktet nok mere varm end maden.
Til sidst fik jeg dog mine returpenge, og gik.

Normalt mener jeg, at vi er rundhåndede med drikkepengene, men dette sted fik med god grund ingen.

Vi kørte en anden vej tilbage til hotellet.
Den første del var på nogle måder en smukkere køretur end turen på Blue Ridge Parkway. Samtidig gav den også et indblik i dagliglivet, idet vejen gik gennem beboede områder.

Den sidste del af turen var på motorvej. Generelt for turen indtil nu, konstaterer vi at der er mange der ikke overholder fartbegrænsningerne, hverken personbiler eller lastvogne. Det synes vi ikke, vi har oplevet så meget i USA før, om det er områdebestemt, eller om kulturen har ændret sig de sidste 4 år, det ved vi ikke.

Tilbage på hotellet satte jeg mig og skrev om min restaurantoplevelse på Tripadvisor, jeg skulle lige have galden ud.

Senere gik vi en tur ned i hotellets indendørs pool, Thorkild mente vist jeg trængte til at køle lidt af.

257 km.