Seværdigheder i nærmorådet

Søndag den 24. september 2023

Thorkild nyder morgensolen.

Vi havde rigtig god tid denne morgen. Vi ville besøge nogle seværdigheder i nærområdet. De skulle lige åbne, så vi ikke kom til et lukket sted.

Vi kørte først op til Fort Raleigh, hvor vi havde set det udendørs dagen før.
Først så vi deres udstilling, derefter så vi en film, om forhistorien, og de første bosættere.

Det man ved om det, er oplysninger fra England.
De første englændere, der kom til stedet, var på en sonderingsrejse i 1584. De mødte indianerne, som de omgikkes med og udvekslede gaver med uden stridigheder.

Den oprindelige efterforskning blev efterfulgt af etablering af en militær koloni i 1585 og en bosættelseskoloni i 1587. Kolonien er senere blevet kendt som "Lost Colony of Roanoke."

I 1585 kom der en militær koloni på 600 mand til Roanok Island, med det mål at indvinde land til England.
De byggede et fort, primært mod spaniolerne.
Efter de havde etableret sig, rejste hovedparten tilbage til England, kun 108 soldater og kolonister blev tilbage.
Englænderne var afhængige af mad fra indianerne, der samtidig døde af europæiske sygdomme. Det førte til stridigheder, og indianernes høvding blev dræbt. Derefter sejlede englænderne hjem mod England.

Da der så senere kom et forsyningsskib, fandt man stedet rømmet for englændere, de sejlede derfor retur, men lod 15 mand tilbage, for at hævde stedet som engelsk territorium.

I 1587 var målet så at lave en rigtig koloni. Der ankom et skib med mænd, kvinder og børn. Det var planlagt, de skulle være ved Chesapeake Bay. I juli stoppede de 117 kolonister ved Roanoke Island for at finde de 15 efterladte mænd. Lederen White der tidligere havde været på øen, nægtede at tage dem videre, så det eneste de kunne gøre, var at reparere fortet og bosættelsen og blive der.

Problemerne hobede sig op, indianerne huskede, at deres høvding blev dræbt, de ville have hævn, og dræbte en af kolonisterne imens han fiskede.
Kolonisterne angreb efterfølgende en nærliggende indiansk landsby. De myrdede en beboer der, før de fandt ud af, at det var en venligsindet gruppe.
Således eskalerede det hele, og fødevarebeholdningen var lav. White returnerede til England, for at få hjælp. Kolonisterne lovede, at såfremt de forlod Roanok Island imens White var væk, ville de skrive deres destination i et træ.

I England havde White svært ved at få støtte til hjælp, idet der var brug for ethvert skib, til bekæmpelse af den spanske armada. Først 3 år senere returnerede White. Bebyggelsen var tom, med kun bogstaverne Croatoan graveret i en pæl, og cro graveret i et træ. Da White prøvede at nå Croatoan Island (hedder i dag Hatterras Island) tvang en orkan skibet til at returnere til England.

Kolonisternes skæbne forbliver et mysterium.

Da vi havde set filmen, kørte vi videre til The Christmas Shop.

Det var nutidens USA ved juletid, vi der blev præsenteret for.

Kigger man på de enkelte dele, er der mange fine ting imellem, men for os, er sådan et træ alt for meget.

Dette træ har en ugle i toppen.

Jeg kan ikke lige forestille mig, at der ville være salg af julekugler med vores statsminister i Danmark.

Thorkild og de tre bjørne.

Det blev ikke kun til billeder, vi fik også brugt lidt penge, inden vi forlod butikken.

Så ville vi atter prøve brødrene Wright.

Stedet er et National Monument. Normalt koster det ikke noget at se dem, men på dette sted skulle vi betale entre.

Vi startede med at køre til Visitor Centeret. Her er der en udstilling med oplysende plancher, samt en kopi af den flyvemaskine som brødrene Wright brugte til den første flyvetur den 17. december 1903.

Derefter gik vi ud til flyvepladsen, hvor de første gang fløj.

Start og landingsbane.

På samme dato lavede de 4 flyvninger, for hver flyvning fløj de længere. De skiftes til at flyve.

Den første flyvning blev udført af Orville Wright, og den var på ca. 36 meter og varede 12 sekunder. Samme dag foretog de tre flyvninger mere, hvor de skiftedes til at flyve maskinen. Den sidste flyvning den dag, udført af Wilbur Wright, blev på 259 meter og varede 59 sekunder.

Vi kørte lidt tættere på bakken, hvor der er rejst et mindesmærke for brødrene.
Bakken er oprindelig og blev fra 1901 brugt til at lave over 1.000 glideflyvninger fra, for at teste udstyret.

Vi talte om, imens vi var der, at vi jo kunne takke de to brødre for, at vi kunne komme på denne Road Trip. Uden flyvemaskiner, var vi nok ikke taget til USA.

Et sted nedenfor bakken er der lavet en model af den første flyvning. Samt en opstilling af skulpturer af de personer, der var til stede under flyvningen.

Jeg fik lige lidt billeder til min nummerpladesamling. Jeg fik den sidste stat denne dag, så jeg nu har billeder af nummerplader fra alle staterne i USA, samt nogle af territorierne.

Det var blevet middagstid, så vi fandt en Subway, hvor vi købte lidt at spise.

Derefter gik vi i Food Lion, der lå lige ved siden af. Vi manglede mælk, så vi fik handlet lidt.

Det er ikke lige det vil betegner som morgenmad i Danmark.

I denne butik brugte de papirsposer i stedet for plastic, De solgte nogle kraftige genbrugsposer og jeg så også enkelte, der fik pakket varer i deres egen pose.
Vi nævnte, at det var vi glade for at se, og fik at vide, at de ikke måtte bruge plasticposer pga. af at de lå så tæt på havet.

På den videre tur, kørte vi ud på en lidt mindre vej, der ligger langs den yderste række huse, lige indenfor klitterne. På et tidspunkt holdt vi ind, og gik en tur ned for at dyppe tæerne i et ret koldt Atlanterhav.

Vi fortsatte et stykke længere sydpå, før vi vendte tilbage til Manteo.

Vi standsede ved Roanoke Marshes Lighthouse. Det er en reproduktion af et fyrtårn fra 1877. Efter det oprindelige fyrtårn blev taget ud af drift, blev det solgt til en privat person. Han forsøgte at flytte fyrtårnet, ved at flyde det på en pram, desværre faldt fyrtårnet over bord i dårligt vejr og gik tabt for eftertiden.

Fyrtårnet var et skruepille fyrtårn, store piller blev skruet i sandet.

Fra fyrtårnet kunne vi se et skib, det hedder Elizabeth II. Der er en kopi af et af de 7 skibe, der kom fra England til Roanoke Island i 1585.

Vi forsøgte at komme over til skibet, men det viste sig, at der var lukket denne dag. Desværre passede åbningstiderne ikke med, at vi kunne nå at se det senere på turen.

Til slut fik vi benzintanken fyldt op, inden vi returnerede til motellet.

Aftensmaden spiste vi på værelset.

79 km.