Albemarle-Pamlico halvøen

Mandag den 25. september 2023

Kl. 8.20 kørte vi på udflugt.
Der er to broer fra Roanoke Island mod vest, vi kørte fra øen via den nordligste af de to.

Turen gik gennem et fuglereservat og sumpområde.

Det var lange lige strækninger Vi kørte stille og roligt, men kan godt forstå, at kører man der hver dag, så kan man godt komme til at køre vestjydsk.

Vi kom til et sted der hedder Stumpy Point, der besluttede vi os for at køre ind.

Det viste sig, at der var flere huse, end vi havde regnet med. Næsten alle på pæle, så de kunne klare lidt højvande.

Der var både gamle huse, nye flotte huse og huse under opbygning.

De kunne bestemt ikke klage over manglende vandudsigt, flere havde vand omkring huset, sikkert efter den voldsomme regn, der var kommet et par dage tidligere.

De kan ikke komme tørskoet til deres postkasse.

De må ligge vådt på denne begravelsesplads.

Efter at have kørt i det meget våde område i ca. 1,5 time, kom vi til et lidt højere beliggende område, man stadig lavt. Der var en del bomuldsmarker.

Der bliver også dyrket peanut, soyabønner, majs og hvede i området.

I Plymouth parkerede vi bilen, vi ville besøge Bear Ology – et bjørnemuseum.

Der var en lille udstilling, og så så vi en film om bjørnene i området.

Hjemmefra forventede vi ikke bjørne på denne del af turen, men vi blev klogere.

Området har en meget stor bestand af bjørne. Bjørnene i området, er blevet en del større, end de bjørne der lever længere mod nord. Det skyldes muligvis, at der ikke er så koldt om vinteren, den laveste temperatur er ca. 10 C.

Bjørnene i området sover ikke ret meget om vinteren, men de spiser, som om de skulle gøre det. Samtidig er der masser af føde til dem i området, udover hvad den vilde natur byder dem, tager de for sig på markerne af peanuts, sojabønner og majs.

Telefonpæl som bjørne har skærpet kløer på.

Lidt længere hen ad gaden, fandt vi en cafe, hvor vi købte vores frokost.

Efter frokosten gik vi en lille tur i byen, den virkede som om, den var ved at lukke ned. Mange butikker stod tomme, en del huse trængte til en kærlig hånd.
Bjørnene indgik i meget af den aktivitet der var, på den ene eller anden måde.
Højsæsonen for at se bjørnene er maj-juni, der holdes der en stor bjørnefestival i byen, det er byens store højdepunkt.

Da vi kørte ud af byen, kunne vi se, at i ude ved hovedvejen lå der flere butikker og spisesteder. Det har vi set før i USA, og det er vel også noget vi er begyndt at se hjemme i Danmark. Bymidten lukker af forskellige grunde ned, og butikkerne samles andre steder.

Vores frugt var ved at slippe op, så vi kørte ind til byens Food Lion. Butikken virkede, som om de ikke fik varer ret tit, og det snart var tiden til nye forsyninger. Især afdelingerne med mælk og frugt var spredt godt, for at det ikke skulle se tomt ud.

Med de lange holdbarhedstider der er på fødevarerne i USA, er det ikke et problem kun at få leveret en gang om ugen eller med længere interval.
Den 22. september havde vi købt noget røget kalkun i skiver, det kan sælges til den 8. december. Vi ved ikke, hvornår det er produceret. Vi formoder det er fordi det er strålebehandlet, at det kan holde sig så længe. Vores mælk, kan holde til den 13.oktober.

Thorkilds vinduesservice var lige i aktion, inden vi kørte videre. Tidligere var vi blevet overhalet af en lastbil, der kørte med noget gult snask, Thorkild synes det lignede kogt spaghetti. Der var kommet noget sprøjt af det på forruden, og det sad meget godt fast. Det sidder sikkert også på resten af bilen.

Fra Plymouth kørte vi mod øst, tilbage mod hotellet. Vi drejede fra hovedvejen et stykke, men det var ikke muligt hele vejen.

Efter Alligator River, kørte vi ind i Alligator River National Wildlife Refuge. Vi håbede at se en bjørn og en alligator.

Bjørnene på skiltet og kradsemærkerne i stolpen, blev det eneste vi så, der tydede på at der var bjørne i omfådet.
Albemarle-Pamlico-halvøen vi kørte rundt på, har den højeste sortbjørnetæthed i verden. Der er et gennemsnit på 4 bjørne pr. kvadratkilometer.
Hvorfor så vi så ikke nogen?