Hatteras

Tirsdag den 26. september 2023

Kl.8.10 kørte vi fra motellet, vi kørte til det nærmeste værksted, dæktrykket i det ene hjul var alt for lavt.
Da vi havde fået lidt luft, kørte vi til den nærmeste tankstation, for at fylde benzintanken op, Den første stander Thorkild prøvede ved, kom knap nok i gang, den ville ikke give benzin. Så kørte han et par standere længere frem, den næste havde et skilt at den var ude af drift.
Han fik fyldt benzin på. Da han så skulle have kvitteringen, kom den blank ud – han fik så sin kvittering i butikken.
De trængte da vist til et eftersyn af deres benzinstandere.

Kl. 8.40 var vi klar til at køre på udflugt. Denne dag skulle vi en tur ud på Aspe Hatteras National Seashore. En gruppe småøer, der ligger ligesom en smal tange yderst ud mod Atlanterhavet.

Vores første stop var ved Bodie Island Visitor Center og Bodie Island Lighthouse.
Visitor Centeret er placeret i den gamle fyrmesterbolig. Vores bil var parkeret ca. 100 meter fra Visitor Centeret, på dette korte stykke, blev jeg overfaldet af myg, på min hals, den ene arm og begge ben. Derefter kom Thorkild i tanke om, at han da havde læst aftenen før, at det var en god ide, at benytte myggebalsam, såfremt man ville besøge stedet. Det kunne han måske godt have oplyst mig om lidt tidligere.

Jeg gik tilbage til bilen, for at blive sprayet godt til, imens gik Thorkild op i fyrtårnet, dvs. man skulle betale entre, med sin mobiltelefon. Det system amerikanerne bruger er vi jo ikke tilmeldt, men en venlig mand, tilbød, at han kunne tage mod kontanter og så betale for ham.
Det er ikke et turistvenligt system for ikke amerikanere.

Thorkild kom op i tårnet, jeg tog billeder af ham deroppe, og han tog billeder af mig nede på jorden.

Derefter gik vi ud på en trægangbro ud i sumpen før vi kørte videre sydpå.

Broen mellem disse to øer svinger et godt stykke udenom den ene ø.

På Pea Island, der er et stort dyrereservat, kørte vi mellem to klitter, begge med vand på den anden side.

Vejen bliver kun holdt fri, fordi de hele tiden flytter sandet mod øst i den yderste klit.

Pea Island og Hatteras Island hænger egentlig sammen et smalt stykke, der har engang været en vej, nu er der ført en lang bro udenom, broen laver et sving ud i vandet ind mod vest.

Nordligst på Hatteras Island ligger der tre byer, de nærmest er smeltet helt sammen, et turistområde, med en del huse, og alt det der følger med, hvor der er mange turister.

Vi kørte ned til Cape Hatteras Lighthouse. Sammen med fyret, ligger der også et Visitor Center. Der havde vi regnet med, at vi skulle se en film om, hvorledes de i 1999 flyttede fyret ca. 1 kilometer.
De er imidlertid stoppet med at vise filmen, så burde de måske fjerne den oplysning fra deres hjemmeside.

I stedet hørte vi en ranger der fortalte historien om de forskellige fyrtårne, der gennem tiderne har ligget i området, samtidig stod hun og viste nogle små billeder, som kun de der sad nærmest kunne se.

Pga. erodering var den oprindelige placering kommet ret tæt på havet, så efter en del debat for og imod, blev fyret samt de nærliggende huse, flyttet til den nuværende placering. Det tog 23 dage at flytte fyret, så det nu ligger ca. 500 meter fra havet.

Det er gennem tiderne været meget vigtigt med et fyr på stedet, idet nogle forskellige strømninger i havet, gør området så farligt, at det har fået ry som Atlanterhavets kirkegård.

Det er planen at fyret skal renoveres her senere på året. Alle fuger skal renses ud, fuges om og males. Det bliver gjort ca. hvert 10. år.

Udsigt hen mod den oprindelige placering af fyret.

Fra fyret, kørte vi hen til det sted, hvor fyret stod frem til 1999.

Det var jo tæt på vandet, så vi fik lige dyppet tæerne en gang i Atlanterhavet.

Der var mange flotte skaller på stranden.

Strandløbere, de er ret underholdende at iagttage.

Vi kørte videre til Hatteras by, forbi færgehavnen og hen til Graveyard of the Atlantic Museum Vi vidste godt, at museet var under renovering, så vi kunne kun se den udefra.

Også her gik vi en tur ned til havet.

Der sejler en færge over til endnu en ø, der ligger i forlængelse af de andre. Fra den ø, kan man så sejle videre til 2 forskellige steder på fastlandet, egentlig tæt på vores næste hotel. Vi havde valgt den mulighed fra, da vejret jo er uforudsigelig, og vi ville ikke risikere ikke at kunne komme videre, fordi færgen blev indstillet på grund af vejret.

Det var blevet ret sent, så vi kørte retur mod nord, og forsøgte at finde et sted, hvor vi kunne købe noget at spise.

Vi kørte først ind til en sandwich bar, det var så åbenbart et sted, hvor man ikke kunne sidde og spise, så vi kørte videre.

Vi besluttede, at vi ville se om vi kunne finde et sted, hvor vi kunne få noget fisk.

Så fandt vi et spisested, hvor vi gik ind. Men da vi kom ind, kunne vi hurtigt se, at der kunne vi ikke få det vi gerne ville have, så vi gik igen.

Sådan transporterer mange deres fiskestænger.

Derefter fandt vi et tavern, det tænkte vi, at det måske var noget. Men det eneste fisk, vi kunne finde på menukortet udenfor, var i en burger – det var ikke lige det vi havde forestillet os.

Dernæst kørte vi ind til en seafood, det var så en butik, der havde lidt af hvert og også solgte fisk og andre havdyr.

Vi spurgte ham om, hvor vi kunne få fisk som en ret, det havde han svært ved lige at svare på, men han kom da i tanke om et par steder, hvor vi måske kunne få det.

Til slut kørte vi ind til Dirty Dicks, der lykkedes det os endeligt.
Vi bestilte begge grillet skrubbe, vi trængte til noget der ikke var paneret og friturestegt.

Der var meget koldt i restauranten.
Det er ikke usædvanligt i USA, at der bliver kølet meget ned indendørs, på dette sted kørte der desuden en del loftventilatorer, så det var ret koldt og det trak, da vi sad der. Det fjerner noget af fornøjelsen, ved at få noget forhåbentlig god mad. Aircondition/kulde har ellers ikke været så slemt, de andre steder vi har været på denne tur.

Vejret havde forandret sig, det var blæst noget op, og vi kunne se, at det regnede nogle steder ude over havet.

Det føg også med sand hen over vejen nogle steder.

Da man byggede den nye bro til Bodie Island, lod man et lille stykke af den gamle bro fra 1964 stå. Dette stykke fungerer nu som mole, hvor mange tager ud for at fiske.