Ford Fisher

Lørdag den 30. september 2023

Da vi fire dage tidligere var på Hatteras og jeg blev overfaldet af myg, blev jeg også bidt af et eller andet lille dyr, der var kommet i klemme mellem mine sandaler og mine tæer. Det kløede frygteligt og var lidt betændt. Det skulle vise sig, at det tog ca. fire uger før det holdt op med at klø, tåen blev hævet og irriteret, og det tog meget lang tid før det helede fuldstændig.

Vi havde de seneste dage læst lidt på CNN om budgetforhandlingerne i USA, der som så ofte før var ved at gå i hårdknude. Kom de ikke til enighed i løbet af denne dag, ville USA som stat lukke ned.
Det kunne måske komme til at påvirke vores hjemrejse med nogen forsinkelser. Vi var lidt bekymrede, men bare vi kunne komme hjem, så måtte vi jo tage det, som det kom.

Vi kalder de små pølser for hundeprutter, de er ofte på morgenmadsmenuen på hotellerne.

Kl. 8.25 kørte vi på en lille udflugt.

En sådan bagrude ville ikke være tilladt hjemme i Danmark.

Vi passerede atter Atlantic Intercoastal Waterway.

Vi kørte ned forbi Ford Fisher færgehavn til Federal Point Boat Launch, hvor man kunne sætte sin båd i vandet, og parkere sin bil med traileren til båden.

Der var mangel på parkeringspladser til biler uden trailer. Dette var den sidste parkeringsplads vi kunne finde, og den havde vi ikke lige lyst til at holde på.

Jeg gik en lille tur, imens Thorkild kørte en lille tur.

Han fandt en parkeringsplads.

Derefter kørte vi ud til Fort Fisher State Recreation Area, hvor vi gik ned til havet.

Livredderne var på arbejde, men der var ingen, der havde lyst til en tur i vandet, Det røde flag var oppe, og vejret indbød ikke lige til en badetur. Vi havde heller ikke tæerne i vandet denne gang.

Jeg kan altså blive ved med at tage billeder af havet.

Der var selvfølgelig nogle der fiskede.

Vi kørte videre til Fort Fisher.
Fortet er fra den amerikanske borgerkrig og skulle beskytte havnen i Wilmington, der var den sidste havn, systaterne havde åben. I januar 1865 blev fortet erobret af Unionen.

Bagsiden af fortet.
Denne del ligger ind mod Cape Fear River, men fronten var ud mod Atlanterhavet, så kanonerne på dette sted vendte ind mod land.

Udsigt mod Cape Fear River.

I december 1864 var der et mislykket angreb mod fortet.

Det meste af fortet lå ud mod Atlanterhavet, det var der hovedkvarteret og de store batterier var.
Den del er siden blevet oversvømmet af Atlanterhavet.

Vi gik inde i Visitor Centeret, hvor der var en lille film, der fortalte om det afgørende slag ved Fort Fisher, hvor fortet blev indtaget af Unionen, få måneder før borgerkrigens afslutning.

2 benproteser fra 1800-tallet. Begge proteser har været brugt af David F. Allen. Den ene er et patenteret ben, han fik af staten North Carolina, den anden var hjemmelavet, den vejede ikke så meget og var mindre generende for hans benstump.

Vi gik over vejen, til siden ud mod Atlanterhavet, der, et sted under vandet, lå størsteparten af Fort Fisher.
Der er siden etablere havsikring ud mod havet, ellers havde det hele formodentlig været oversvømmet nu.

Til minde om de omkomne sydstatssoldater.

Vi vendte tilbage til bilen og kørte atter til Wilmington.
Parkeringspladsen gav os associationer til en bumpet køretur tidligere på turen.

Atlantic Intracoastal Waterway forrest i billedet, bagved husene ses Atlanterhavet.

Jeg ville gerne handle i en Joann, så vi kørte til den adresse, vi havde med hjemmefra.
Jeg havde en lille liste med hjemmefra og noget jeg gerne ville købe, ikke fordi det var billigere end derhjemme, men fordi udvalget var lidt større.
Det var et stort centerområde med en del butikker, så Thorkild gik lidt rundt imens jeg fik handlet.

Det blev så billigere end derhjemme, idet der var 30/40/50 % på næsten alt det jeg købte, så jeg synes, jeg fik lavet en god handel.

Da jeg kom udenfor, dukkede Thorkild op lidt efter. Han havde fundet en butik, som han ville vise mig, han var helt sikker på, at det lige var noget for mig.

Og det var det, han havde fundet en butik med ting til halloween, det er lige mig. Havde der været plads i kufferten, havde jeg helt sikkert købt noget stort med hjem derfra.

Thorkild havde også fundet et sted, hvor vi kunne spise.
En restaurant med en stor buffet.
Vi betalte ved indgangen, og så kunne vi bare tage, hvad vi kunne spise.
Det blev såmænd til lidt mere end godt var.

Derefter kørte vi tilbage til hotellet, hvor vi fandt ud af, at senatet havde godkendt en midlertidig løsning på 45 dage, kongressen skulle så stemme om det senere på dagen.
De skulle bare nå det inden midnat, og derefter skulle Biden skrive under.

Aftensmaden spiste vi på værelset.

85 km.