Europas kulturby 2012 Guimarães
vingårdsbesøg med frokost.

Fredag den 14. september 2012.

Kl. 8.30 begav vi os hen til bussen. Da vi skulle på en udflugt til Guimarães nord for Porto. Dagens vejrudsigt var 32-33˚C.
I Guimarães kørte bussen os op til Braganca-fyrsternes palads og Castelo-borgen, en borg fra 900-tallet, hvor Portugals grundlægger Alfonso Henriques blev født.

Vi gik rundt på og ved borgen en lille time. Der var både ved borgen og nede i byen stor travlhed, for i weekenden skulle der være Middelalderfest.

Fra borgen gik vi ned i byen. Vi gik bl.a. på den gamle gade, Rua Santa Maria, der blev bygget for at forbinde klosteret med området omkring borgen.

Vi havde små to timer til eget brug, inden det fastsatte program fortsatte. Vi gik først en lille tur ind i kirken, og så derefter lidt på byen. Det endte med, at vi satte os på torvet og fik lidt at spise og drikke.

Efter det oprindelige program skulle vi have været ud på en vingård til vinsmagning og en let frokost. Gården havde lukket pga. familiære problemer, så der var fundet et sted i byen, hvor vi kunne smage et par af de lokale vine og få den lette frokost.

Derefter var der endnu en ændring på det oprindelige program. Den korkfabrik vi skulle have besøgt senere på turen var gået konkurs, så der kunne vi af gode grunde ikke komme. Der var i stedet fundet en anden korkfabrik vi skulle besøge, det skulle så være denne dag, for at få det til at passe ind i programmet.

Vi kørte derfor til Mozelos ved Santa Maria de Lamas syd for Porto, for at besøge korkfabrikken Amorim. Amorim er den største korkfabrik i Europa. Den afdeling vi besøgte laver korkpropper.

Man høster kork på samme måde i dag, som man gjorde i 1600-tallet. Et korktræ skal være 25 år før man kan skrælle barken af første gang, derefter kan man skrælle barken af hvert 9. år. Der regnes med, at en korkeg kan levere ca. 250 kg. bark i dets levetid.  Man skærer en revne i barken, og skræller den derefter forsigtigt af. Barken skal derefter tørres i mindst 6 måneder.  Derefter skal barken koges, det giver en mere ensartet, blød og smidig kork.

Imens vi færdes på fabrikken skulle vi af hygiejnehensyn have noget over håret, så vi fik udleveret nogle engangshatte, som vi skulle benytte. Overalt på fabrikken var der pænt opryddeligt og rent.

Vi så den videre forarbejdning til korkpropper på fabrikken, desværre måtte vi ikke fotografere, men det var meget spændende at se.
Først stod der en med en rundsav og skar korken i stimler. Via et transportbånd blev strimlerne så kørt hen til en del mænd, der ved hjælp af halvautomatiske maskiner standsede korkpropper ud. Vi hørte ikke noget om, om der var jobrotation, men det var et meget ensformigt arbejde, hvor de styrede, hvornår der skulle standses en prop ud, med det ene ben. Det var en støjende proces og på hele fabrikken så vi kun én der havde høreværn på.

Derefter var der nogle maskiner som grovsorterede korkpropperne. De blev sorteret i 9 forskellige kvaliteter. I den næste afdeling sad der nogle kvinder, og sorterede propperne manuelt. Alle restprodukterne blev granuleret og brugt til forskellige produkter.

Efter rundvisningen besøgte vi fabrikkens museum. Der så vi en lille film om korkegen, en del produkter der var lavet af kork og der var på en væg en udstilling af alle de forskellige propper Amorim fabrikkerne laver.

Der var også en afdeling med gamle maskiner, der tidligere var blevet brugt til produktionen.

Det var efterhånden blevet langt op af dagen, så vi satte atter kursen mod Porto, og var tilbage ved hotellet ca. kl. 18.00.

Vi fandt lige et sted, hvor vi kunne købe lidt vand, og så stod den på afslapning indtil aftensmaden kl. 20.00.