Dag 11 - 12.09.2009
Kl. 9.00 er der afgang til endnu et, for de
fleste danskere, ukendt land - Transnistrien. Landet er en af de sidste rester
af det opløste Sovjetunionen,
det er ikke internationalt anerkendt, men det har sine grænser, som det godt kan
være lidt besværligt at krydse. Først besøger vi det munkekloster,
der har inviteret os til Transnistrien. Man skal nemlig have en invitation for
at måtte komme ind i landet.
Derefter er der picnic i det grønne, inden det går mod hovedstaden, Tiraspol.
Vi har god tid i Tiraspol til at se på statuer af Lenin eller til at handle lidt
billig cognac, der ikke koster mange rubler.
Det er dog ikke russiske rubler - landet har, siden begyndelsen af 90-erne, haft
sin egen valuta, nemlig PMR-rubler.
Det officielle navn for landet er Pridnestrovskaia Moldavskaia Respublica eller
den mere mundrette form, Pridnestrovie.
Morgenmad.
Kl. 9.00 kørte vi fra hotellet, vi kørte mod Transnistrien, en stat i staten.
Nistrufloden danner det meste af vejen grænse mellem Republik
Moldova og Transnistrien.
Enkelte byer der ligger vest for floden hører under Transnistrien,
samt enkelte byer der ligger øst for floden hører under Republik Moldova.
Med perestrojka i 1980-erne kom der mere demokrati og den 27.
august 1989 blev Moldova selvstændig.
Moldova skiftede fra kyrilliske til latinske bogstaver og
hovedsproget skiftede fra russisk til moldovisk.
I den østligste del af Moldova ønskede befolkningen ikke dette skift,
60% var russere og ukrainere. Derfor kom der demonstrationer.
I 1991 var utilfredsheden meget stor og der blev afholdt valg, om de ønskede at
høre til
Moldova eller at blive selvstændige. Størstedelen ønskede selvstændighed.
Den 2. september 1991 løsrev Transnistrien sig fra Moldova.
Trans betyder at komme over,
Nist kommer fra floden Nistru,
deraf navnet Transnistrien.
Der var stor diskussion mellem Moldova og Transnistrien om,
hvorledes konflikten skulle løses,
og i marts 1992 angreb politiet fra Transnistrien ind i Moldova.
Store dele af befolkningen ønskede at holde sig udenfor denne borgerkrig.
Transnistrien blev hjulpet af den russiske hær med over 120.000 mand, samt
våbenhjælp.
Borgerkrigen varede fra marts 1992 til juli 1992, så blev der enighed om at
konflikten skulle løses fredeligt.
Transnistrien proklamerede sig til: Moldovisk Transnistriske
Republik.
Transnistrien er ikke anerkendt internationalt.
Det medfører at skal den Transnistriske befolkning rejse til andre lande, skal
de have et moldovisk pas.
Transnistrien har deres egne nummerplader, men en bil med disse plader kan ikke
komme ud af Moldova.
Vi fik ikke et stempel i vores pas da vi kørte ind i Transnistrien,
havde vi fået det, ville vores pas være blevet ugyldige, og vi ville ikke kunne
komme ind i Rumænien igen.
Mønten i Transnistrien er transnistriske rubler.
Transnistrien er 3.560 km2, har 555.000 indbyggere,
hvoraf 158.000 bor i hovedstaden Tiraspol.
3-4 personer styrer Transnistrien, præsident Smirnoff, hans søn og et par
tidligere KGB-folk.
Rusland interesserer sig for denne konflikt, idet så længe den
er aktiv,
kan hverken Moldova eller Ukraine blive medlem af EU.
På denne måde sikrer russerne sig, at EU ikke breder sig længere mod øst.
Russisk militær befinder sig på grænsen mellem Moldova og Transnistrien.
Transnistrien får stor økonomisk hjælp fra Rusland,
bl.a. får de gas til en meget favorabel pris.
Kl. 10.00 var vi kommet til grænsen, og fik hurtigt lov at
køre videre ud af Moldova.
Vi passerede det russiske militær, og videre ind gennem noget ingenmandsland,
frem til den Transnistriske grænse. Der var lidt biler foran os, så vi måtte
vente lidt inden vi kom frem til grænsen.
Ilina, vores moldoviske tolk, gik hen til grænsen, for at
fortælle hvem vi var,
og hvem der havde inviteret os ind i landet.
Rejser man under 17 personer kan man blive afvist, fordi det virker for privat.
Rejser man over 17 personer, skal man være inviteret for at komme ind i landet.
Vi var inviteret af nogle munke på et kloster.
Vi kørte frem, vores pas blev samlet ind, og vores stempler,
vi havde fået da vi rejste ind i Moldova, blev tjekket.
Nogle dage før havde Carmen mailet en liste med vores navne og pasnummer, denne
liste skulle nu tjekkes med vores pas.
Efter nogen tid, hvor bussen ikke måtte stå i tomgang, hvilket medførte der blev
meget varmt, fik vi vores pas igen.
Så skulle vi toldtjekkes, det foregik ved at alle låger i
bussen blev åbnet,
og endelig en time efter det hele var startet, fik vi lov at køre videre.
Vi fik lov at være i landet til kl. 20.00, så skulle vi være ude igen.
Lidt inde i landet ved byen Bendery, holdt vi ved en Sheriff;
et varehus i en kæde som
præsidentens søn ejer, han ejer bl.a. også et dieselselskab af samme navn.
I supermarkedet vekslede vi € til
transnistriske rubler, så
vi kunne købe cognac og vodka.
Transnistrien skulle have en god cognac.
Bussen holdt ved et mindesmærke (for hvad ved vi ikke, det står sikkert på skiltet).
Bagved mindesmærket var der en lille kirke og en kirkegård.
I kirken var de ved at gøre klar til en barnedåb,
den blå plasticbalje var døbefonden.
Jørgen og Carmen handlede til picnic i supermarkedet.
Jørgen havde været over i bussen for at hente poser, han havde travlt,
og løb over vejen, ikke der hvor der var en
fodgængerovergang.
En betjent fløjtede efter ham, men han løb videre - det gav problemer!
Det endte med et forlig på 20 Euro der skiftede placering fra Jørgens lomme til
betjentens lomme.
Vi kørte videre, og kom til en intern grænse, vi skulle
fortælle, hvem vi var, og hvor vi skulle hen.
Han fik vores invitation fra munkene og en liste Ilona havde lavet med vores
navne oversat til kyrillisk skrift.
Tidligere havde J.S. Rejser kørt igennem uden problemer, men
denne gang sagde vagten,
at dette var en intern grænse, der kun måtte benyttes af lokale.
Der var bare ikke andre veje vi kunne køre, den anden vej der var til klosteret,
førte over en bro, hvor bussen vejede for meget til at køre.
Han ringede et sted hen, for at høre om vi måtte køre igennem, og så læste han
videre i sin bog.
Pludselig efter ca. et kvarter fik vi lov til at køre igennem.
Vi kørte op til et monument, hvor vi fik vores picnic.
Der gøres klar til frokost.
Ved en vinmark tæt ved var der to vagter, der passede på
marken.
De havde begge en Ural motorcykel.
Da vi havde fået vores frokost, fik vagterne vores rester, og vi fik en del druer af dem.
Jørgen fik lov til at sidde på den ene motorcykel.
Derfra kørte vi til klosteret Noul Neamet, hvor munkene ventede os.
Kvinderne skulle have skørt og tørklæde på.
Ved klosteret er der 4 kirker, 50 munke samt novicer.
Der bliver holdt gudstjeneste hver dag fra kl. 6.00 til 9.00 og igen fra kl.
17.00 til 20.00.
Udover gudstjenesterne læses der hele tiden højt af en bog. De der læser højt,
læser på skift en time ad gangen.
Vi var først inde i Vinterkirken, der benyttes i vinterhalvåret.
Kirketårnet er bygget 1912-14. Det er 67 m. højt inkl. korset
og har 12 klokker.
Den største klokke er på næsten 9.000 kg.
Klokkerne kan høres 6 km. væk.
Der var et brudepar oppe ved klosteret for at blive
fotograferet.
De kan ikke blive gift deroppe, men bliver gift nede i landsbyen.
Sommerkirken - den var vi også inde at se.
Denne kirke var under restaurering.
Den sidste kirke bliver brugt som spisestue.
Nogle få af os gik en tur op i tårnet,
Udsigten var alle trapperne værd.
Fra klosteret kørte vi til hovedstaden Tiraspol.
Da vi atter kom til den interne grænse, fik vi lov til at køre lige igennem.
Lige inden Nistrufloden var der nogle russiske "fredsstyrker".
Da vi kom til Tiraspol, var der omkørsel,
vi blev dirigeret en anden vej, og det var så det;
der var overhovedet ingen skiltning, der viste, hvor vi skulle køre hen.
Vi fandt dog midtbyen og et sted at parkere.
Vi stod af bussen for at gå en tur.
Det viste sig at hovedgaden var spærret, fordi der skulle være koncert (der
havde også været koncert aftenen før).
Dagen før spillede Bonnie M og denne dag skulle et kendt russisk orkester
spille, og byen var fyldt med politi og militær.
Vi gik hen til parlamentet for at fotografere Lenin, selve parlamentsbygningen må man ikke fotografere.
Den evige ild.
Transnistriens våbenskjold.
Ruslands præsident Dmitrij Medvedev og Transnistriens præsident Igor Smirnoff.
Videre oppe i byen deltes vi. Thorkild og jeg gik med en flok,
der ville op på en fortovscafe for at få lidt at drikke.
Jeg er imponeret hver gang jeg ser sådan nogle hæle.
Jeg ville vælte, såfremt jeg skulle gå på dem.
Indendørs skulle der være fest med levende musik.
Vi mødtes et aftalt sted med resten af selskabet, for at gå
tilbage til bussen.
Men vi måtte ikke få samme vej tilbage!
En del havde købt spiritus, og så måtte vi ikke gå indenfor den afspærring, der
var lavet,
i forbindelse med den koncert der skulle være.
Da betjentene fandt ud af, at vi var en flok midaldrende
danskere på vej hen til vores bus for at køre ud af byen,
fik vi "politieskorte" og kom på den måde gennem afspærringen hen til vores bus.
Imedens vi havde været væk havde Ferri haft problemer,
politiet havde tre gange fortalt ham, at bussen ikke måtte holde, der hvor den
holdt,
og han skulle køre væk. Så vi kom hurtigt i bussen og kørte mod grænsen.
Ved grænsen gik det rimeligt hurtigt. Ilona viste sit pas, og
vi fik lov til at køre videre.
Vi var alle lige så glade, men "bagvagten" protesterede!
Så måtte Ilina ud af bussen igen, det tog ca. fire min., lidt penge skiftede
hænder,
og vi fik lov til at køre videre. Ingen steder viste vi vores pas denne gang.
Vi fik fortalt en lille lokal historie: En mand skal ud at
ride,
det koster fem lei at komme på, men 15 lei for at komme af igen.
Kl. 20.35 var vi tilbage ved hotellet, aftensmaden kaldte,
men vi skulle spise et andet sted denne gang, da der var fest i restauranten.
Der var stort set kun 1 til at betjene os, han løb hele tiden
efter flere glas og
vi ventede længe på hovedretten, så det blev sent inden vi var færdige.
Klik her for at se dagens rute med få indsatte billeder.
