Tilbage til Borte med Blæsten forside
Albatros skriver:
Indianerne kaldte området, hvor Atlanta befinder
sig i dag, for ”Stående ferskentræ”, og der
dyrkes stadig masser af ferskner her i The Peach
State, som Georgia kaldes. Indianerne blev
tvangsfjernet fra området, da jernbanen Western
and Atlantic Railroad blev anlagt for at lette
handelen med Midtvesten, og i stedet begyndte en
by at vokse frem ved endestationen i 1837. Den
blev kaldt Atlanta efter jernbanen, og resten er
historie, som amerikanerne siger. |
Lørdag den 4. september 2010. |
|
Efter få timers søvn, stod vi op kl. 4.00, gjorde os klar og kørte til lufthavnen i Kastrup. |
Ved et aftalt samlingssted mødte vi rejsefæller. En medarbejder fra Albatros var også til stede, for at tjekke at alle var mødt op. |
Derefter var det det sædvanlige. Tjek ind, security tjek og ventetid i terminalen med ågerpriser på mad. |
Vi kom planmæssigt af sted, fløj i flot solskin henover den parkeringsplads, hvor vores bil skulle holde ferie. |
|
I flyet fik vi lidt at drikke, samt en mini-pose franske kartofler. |
|
Ingredienser: Ildelugtende sokker! |
Efter 1½ time i luften landede vi i Heathrow. Vi skulle videre fra samme terminal, og det var helt fint med os. Vi skulle lige gennem security en gang til, derefter var der masser af tid inden vi skulle flyve videre. Vi fandt et sted, hvor vi købte os et par sandwich. |
|
Turens første øl. |
Da det blev annonceret, hvor fra vores fly til Atlanta skulle afgå, tog vi toget ud til gaten, ventede lidt der, inden vi gik ombord på flyet. Med ca. ½ times forsinkelse kom vi af sted fra Heathrow. |
Så havde vi en lang flyvetur over Atlanten, den blev afbrudt af servering af drikkevarer og måltider. |
|
Da vi kom til Atlanta, havde vi heldigvis fået en vejledning til at finde gennem ankomsthallen; det var noget af en videnskab at komme gennem lufthavnen. |
Først skulle vi gennem immigrationen, vi
skulle aflevere fingeraftryk, alle 10 fingre,
fotograferes så de kunne se øjes iris og fik
vores pas stemplet. Derefter gik vi til bagagebåndet. Lønnes kuffert kom hurtigt, men vi ventede længe på Thorkilds, til han kom i tanke om, at han jo havde fået ny kuffert. Den var blevet vendt på hovedet, så han kunne ikke kende den. Den havde nok kørt forbi os mindst tre gange. Vi gik et ganske kort stykke, så skulle vi aflevere vores bagage på et andet bagagebånd, da bagagen skulle gennemlyses. Imens gik vi gennem security, der var lige så grundig, som den der var inden vi gik ombord på flyet. Af med overtøj, trøjer, sko og bælter. Håndbagagen blev gennemlyst og vi gik gennem en metaldetektor. Så tog vi en rulletrappe en etage ned. Der var et tog, som vi tog helt til endestationen. Der var en del stop på strækningen. Derefter var der en rulletrappe op, og vi skulle vælge terminal, efter hvilket flyselskab vi var kommet ind med, der var to terminaler. I terminalen stod guiden, Kirsten, fra Albatros og ventede på os; vi blev krydset af på hendes liste, og gik videre til bagagebåndet med bagage fra British Airways - og der - hokus pokus - kom vores bagage kørende. Så var der kun tilbage at vente på at alle blev samlet. Det tog ret land tid, de sidste fire der kom, havde fået deres bagage gennemgået ekstra, derfor tog det lang tid. |
Køreturen fra lufthavnen til hotellet tog ca. 15 min. der var godt 17 km.
Da vi alle var samlet, gik vi ud til den ventende bus og kørte til vores hotel. Undervejs fortalte Kirsten, og orienterede os. Hun havde fået vores nøgler og delte dem ud til os i bussen, så vi blot kunne tage vores bagage og gå op på vores værelser. |
Vi besluttede ikke at gå ud at spise, men gik en lille tur, for at se om vi kunne finde et sted at handle, men det var der ikke i nærheden af hotellet. Og hotellets bar var løbet tør for vand. |
Der var "Dragon Con" i Atlanta i den weekend; et stort multimedia kulturmøde med fokusering på science fiction og fantasi. Derfor var der mange udklædte i gaden og også et par stykker på det hotel, hvor vi boede. |
Vi gik i seng for at få nogle timers tiltrængt søvn; der var gået over 24 timer siden vi stod op. |