Tilbage til Thailand forside

Den Gyldne Trekant

Søndag den 13. januar 2019

Det var jo blevet søndag, så vi fik i den anledning lov til at sove til kl. 6.00.

  

Efter morgenmaden begav vi os på udflugt i Den Gyldne Trekant.
Undervejs passerede vi de bjerge, hvor en flok fodbolddrenge og deres træner blev fanget af vand i en grotte i 2018.

   

Første stop var ved et par landsbyer. De bor i traditionelle huse og nogle bærer stadig de traditionelle dragter. Vi skulle have en vandrestok med os.

   

   

   

   

Hos padaung-stammen (også kaldet long neck) bærer kvinderne tunge messingringe om hals, ben og arme. Ringene om halsen kan veje op til 5 kg.

       

En stor del af deres liv er baseret på turister, og der var mange boder, passet af kvinderne. Vi så næsten ingen mænd.

      

   

   

       

   

Landsbyens skole.

   

   

   

   

   

   

   

Akha-stammen har farverige broderier og imponerende hovedbeklædning.

   

Vi hørte noget af deres musik.

   

       

   

   

   

   

   

Næste stop var Hall of Opium. Det er et museum, informationscenter og forsknings- og uddannelsesinstitut inden for opium, opiater og andre narkotiske stoffer.
Den Gyldne Trekant var tidligere en af verdens største leverandører af illegal narkotika, det er bl.a. med international økonomisk støtte lykkedes at få bønderne i området til at udskifte opiumsvalmuerne med andre afgrøder, som bliver eksporteret til bl.a. Europa.
Vi måtte ikke fotografere på museet, derfor ingen billeder derfra.

   

Vi kørte videre, op til grænsen mod Laos. Vi skulle på en lille udflugt til et kopivaremarked i Laos.

       

Turen over grænsen foregik af vandvejen.

   

   

   

På markedet blev vi tilbudt smagsprøver på deres snapse, de indeholdt forskellige eksotiske dyr.

   

   

Der var masser af kopivarer, vi nøjes med at fotografere.

   

   

   

   

Dette skal forestille rav.

   

Vi sejlede retur til Thailand.

       

   

Det var blevet frokosttid, så vi kørte til en restaurant, for at få lidt brændstof til resten af dagen.

   

   

Restauranten lå midt i grænseområdet mellem Myanmar, Laos og Thailand.

   

   

Derpå kørte vi til Thailands nordligste by, grænsebyen Mae Sai.

   

Her stod vi af bussen og gik over grænsen til Myanmar.

   

Der var en del ventetid ved grænsen, imens guiden ordnede papirarbejdet, så vi kunne komme både frem og tilbage.

    

   

   

I Myanmar hedder grænsebyen Tachileik. Der holdt tre knallert-taxier og ventede på at køre os rundt.

       

Vi standsede først ved et tempel, der har kvindelige munke.

   

Pigerne sang for os.

   

   

   

   

   

Derpå besøgte vi et andet tempel. Det var noget større end det med kvinderne.

       

   

       

   

   

Mon spanskrøret stadig er i brug her?

   

Vandrensningsanlæg.

Til sidst kørte vi op til Tachileik Shwedagon Pagoden.

       

Her skulle vi prøve at følge et ritual.
Der var et lille sted, for hver ugedag. Da vi begge er født en tirsdag, skulle vi udføre ritualet ved den liggende buddha.

Til slut skulle vi slå ni gange på klokken.

       

   

   

   

   

Vi kørte videre til markedet, hvor vi gik en lille tur.

   

   

   

   

   

   

   

   

   

   

   

Guiden købte nogle mangosten, så vi kunne få en smagsprøve.

   

   

Turen i Tachileik var slut, og vi kørte tilbage til udgangspunktet, for at gå retur over grænsen og videre hen til vores bus, der kørte os retur til hotellet i Chiang Rai.

   

   

   

   

   

   

   

       

Aftensmaden fik vi i hotellets restaurant.

   

Efter aftensmaden købte vi en gang fodmassage.