Tilbage til USA - The Wild West forside

Arches National Park

11. dag. Arches National Park. Er ikke den mest kendte nationalpark i USA, men den hører bestemt til blandt de smukkeste. Arches betyder buer – og der findes ikke mindre end 1500 sandstensbuer i denne flotte nationalpark. Der er mulighed for små spadsereture rundt omkring i parken. Parkens største bue: Landscape Arch har et spænd på 93 meter og er 32 meter høj! Parkens nok smukkeste bue hedder Delicate Arch – og er afbilledet på Utahs nummerplader.
Torsdag den 15. september 2011.

Efter morgenmaden lavede vi os et par sandwich, af vores indkøb fra dagen før. Da vi tog varerne ud af køleskabet, viste det sig, at køleskabet var indstillet til det allerkoldeste, og vores osteskiver og andet var frosset.
Det viste sig for øvrigt også, at det var Arla ost vi havde købt. Det havde vi ikke bemærket da vi købte det.

       

   

Ca. kl. 830 kørte vi gennem byen og ud til Arches National Park. Arches National Park strækker sig over 300 km2, men der er kun begrænset adgang for publikum, idet det er en meget følsom natur, der nemt kan spoleres.

   

   

   

   

   

Vi holdt en del gange, forskellige steder i parken.

   

   

   

   

   

   

   

   

   

   

   

   

   

    

   

   

       

   

   

   

   

   

   

   

   

     

Det er den bue, der er afbilledet på Utahs nummerplader. Vi kunne ikke komme helt hen til buen, der kan man kun komme, såfremt man går en del km. Man skal afsætte 5 timer, såfremt man vil gå hen til den.

   

   

   

   

   

   

   

   

   

     

   

   

   

   

   

   

     

Den sidste pause i Arches National Park var en lang pause, så vi både kunne nå at gå ud til Landscarpe Arch og spise vores medbragte mad.

       

   

   

   

   

   

   

   

   

   

   

   

   

   

   

     

   

       

 

Vi valgte at spise vores mad, inden vi gik tilbage.

   

       

   

   

   

   

     

       

   

   

 

På vej ud af parken, holdt vi kort ved parkens Visitor Center.

     

Enkelte valgte at stå af bussen ca. midt i byen og gå tilbage til hotellet. Imellem dem var Thorkild.

   

Kokopelli.
Kokopelli er i nogle indianske kulturer en frugtbarhedsgud. Ofte er han afbilledet som en pukkelrygget fløjtespiller.
Vil man læse om ham i romanform, kan jeg anbefale bogen med titlen: "Kvinden der husker" skrevet af Linda Lay Shuler.

 

Vores aftensmad skulle vi have på en restaurant, der lå et stykke udenfor byen, ned til Coloradofloden. Så kl. 1715 mødtes vi alle for at køre dertil i bussen.

   

Stedet hedder Canyonlands by Day and Night. Menuen var en cowboybuffet, hvor vi bordvis i lange rækker kom op og fik salat, brød, majs, brune bønner, kartofler og forskellige slags kød. Og der var mulighed for at sige: "Nej tak" til kylling.

 

   

     

 

Det er ret effektivt at blive bespist på den måde, og maden var ret hurtigt overstået.

       

   

 

Derefter skulle vi ud at sejle i en fladbundet turbåd på Coloradofloden.

     

Vi sejlede langsomt og så på klippeformationer langs floden. Da det begyndte at blive mørkt, fik vi fortalt områdets historie i korte træk, imens spotlys oplyste klipperne forskellige steder langs floden.

   

   

     

Sejlturen varede ca. 1½ time, hvorefter bussen kørte os tilbage til hotellet.

 

95 km.