Indianer-ruiner i Mesa Verde National Park

13. dag. Indianer-ruiner i Mesa Verde National Park. Spændende oplevelser venter i denne usædvanlige nationalpark. Mesa Verde er et skovklædt taffelbjerg, der er gennemskåret af dybe kløfter. I disse kløfter er der gjort imponerende fund af indianer-ruiner. De mystiske indianer-ruiner er bygget i vandrette sprækker midt på de lodrette klippesider. Anasazi-indianerne kom til området i år 500, og deres kultur havde sit klimaks omkring år 1200, hvor de fleste klippe-byer blev bygget. Omkring år 1300 forsvandt indianerne sporløst. Cliff Palace er den største klippe-by med ikke mindre end 217 sammenhængende rum! Overnatning i Durango, hvor middagen indtages på historisk hotel midt i den hyggelige gamle sølvmineby.

Lørdag den 18. september 2011.

Kl. 7³⁰ samledes vi ved bussen, for at køre til Mesa Verde National Park. Mesa betyder plateau, stedet bliver også kaldt Den grønne Mesa. Mesa Verde National Park er den eneste National Park i USA som er dedikeret til mennesket, alle de andre er lavet pga. naturen.

Nationalparken er på Unescos verdensarvsliste. 2 spanioler var de første europærer, der fandt dette sted. De kom fra Mexico, og forsøgte at finde en vej til kysten, hvor der var vand hele vejen - det lykkedes ikke for dem.
De 2 spanioler forlod Santa Fe den 4. juli 1776, deres ekspedition tog dem 2 år.
Den 13. august 1776 kom de til stedet, som de kaldte Mesa Verde. Da det skråner mod syd, er det egentligt et forkert navn, det skulle snarere have heddet Crista (det skrå) Verde.

Vi skulle besøge den største by i Mesa Verde, Cliff Palace. Byen tilhører den yngste del af de fund der er gjort. Da vi ikke kunne få billetter til senere på dagen, var vi nødt til at starte med det yngste.

Vejr og vind har slidt alkover i sandstensklipperne. Det var i disse alkover indianerne byggede deres byer. Der er 1.200 alkover i parken, i 600 af dem har der boet mennesker. De fleste af alkoverne er ret små. Mange af de små alkover blev brugt til lagerrum.

Den største alkove med en by er Cliff Palace. Omkring år 1200 boede der 450.000 mennesker i området.

De indianere, der boede i Mesa Verde, blev først kaldt Anasasis. Det er et ord fra Navaho og betyder: "Det er ikke vores forfædre". De blev kaldt Anasasis i over 100 år, men Puebloindianerne kom for ca. 22 år siden, og sagde, at det var deres forfædre. Der er 19 stammer fra Mexico og 2 stammer fra Arizona, der påstår at de er efterkommere af de indianere, der boede i Mesa Verde.

Når man ser på puebloindianernes hovedbygning, kindben og flade nakke (der kommer af, at børnene er spændt fast på et bræt der første år) og sammenligner det med mumier fra Mesa Verde, så passer det sammen.
Man har taget DNA materiale fra mumier, men en nutidig puebloindianer vil ikke lade sig DNA-teste, de behøver ikke DNA for at blive overbevist om, at de er efterkommere.

Man har nu besluttet, at det er politisk korrekt, at kalde dem De forhistoriske Puebloindianer.

Ved Mesa Verde National Park Visitor Center stødte Marty til os, han var ranger i Nationalparken. Imens vi kørte mod Cliff Palace fortalte Marty om puebloindianerne.

Ved Cliff Palace gik vi først ned på et plateau, hvorfra vi kunne se byen. Vi skulle afgøre med os selv, om vi ville med ned.
Der var 130 trin ned af nogle trapper med ujævne trin. Disse trapper blev lavet af arkæologerne i 1930-erne. Lige inden vi gik ned, kom der endnu en ranger. Det var ham der skulle fortælle under turen til landsbyen.

Cliff Palace er bygget mellem 1190 og 1280. Landsbyen består af 150 rum. Det hele er bygget med kun mennesket som arbejdskargt. De havde ingen dyr til hjælp, og de kendte ikke hjulet.
Deres mure er bygget fuldstændig 90 grader lodrette. Tårnet er bredere forneden end det er foroven. De runde bygninger kaldes kiva. De var overdækket med et fladt tag, så man kunne gå på den. Man kom ned i kivaen gennem et hul i taget; der skulle så en stige til, for at komme ned og op.

Der findes ved Cliff Palace et sted, hvor vandet siver ganske langsomt gennem klipperne. Det kunne puebloindianerne benytte, ved at stille en beholder under. Men det siver ganske langsomt, så det kommer kun ud af klippen som dråber. Andre steder måtte man op efter vandet, og ned af klippesiden med det.

Revnen mellem de to klipper, er der hvor vi senere skal gå op igen.

Et kik op til dem der ikke gik med ned til landsbyen.

Affaldet kom blot ud over kanten og ned i slugten mellem klipperne. De døde blev også begravet dernede. De blev begravet med ansigtet med øst og i fødestilling. Der er dog også fundet skeletter af efter nogle, der er begravet under nogle af husene. Max. alderen var 45-50 år.

Puebloindianerne dyrkede jorden oppe på klippen. Derfor var det ret vigtigt af jorden skrånede mod syd, for at kunne dyrke afgrøder oppe i højden. De dyrkede majs, bønner og squash. Ind imellem fik de også lidt kød.

Vi gik op igen. Da der var en anden gruppe efter os i alkoven, skulle vi en anden vej op. Der var på opstigningen 130 trin op, fordelt på nogle trapper i sprækker mellem klipperne og 4 stiger, hver af 3 m. højde.
På vej op så vi i klipperne hånd og tåhuller, som puebloindianerne brugte, når de kravlede op og ned.

Det er lidt svært at forestille sig, hvordan man kravler op, kun ved hjælp af sådanne huller.

Pinjebark som puebloindianerne brugte til byggematerialer. Af nålene lavede de te, kernerne blev blandet med majs, og man ridsede i barken, så der kom harpiks, som de brugte til lim og til at tætne kurve med.

Enebærrens bark suger godt, så det blev brugt til toiletpapir, bleer og menses bind.

De første mennesker der boede på Mesa Verde, var der ca. år 500. De var jægere og samlere og flyttede hver dag. De lavede pilespidser, som de bandt på en ca. 50 cm. lang pind og var så et kastespyd.

De næste der boede på Mesa Verde dyrkede majs, og derfor flyttede de ikke hele tiden. Først boede de under træerne, så begyndte de at bygge huse pithouse- et hul i jorden, der udviklede sig til kivaer. Derefter flyttede de "nedenunder" på alkoverne/hylderne.

Vi besøgte en landsby, der har været beboet af flere gange. Man har forladt stedet, og er efter mange år vendt tilbage, og har bygget nyt ovenpå det gamle fundament.

Der findes 3 typer boliger. De ældste er fra ca. år 900. Disse er repræsenteret ved pinde. Man har fundet stolpehuller efter deres boliger.
Ca. fra år 1000 har man bygget i en etage med sten i kanten.
Fra år 1075 har man bygget i 2-3 etager, og har derfor et kraftigere og bredere fundament.

Bredbladet Yucca blev brugt til: nål og tråd. Lagde man bladene i vand i 3 dage, var der kun fiberne tilbage. De blev brugt til snore, reb og lignende.
Ved rødderne er der nogle løg, de blev brugt til sæbe. Når yucca blomstrer kan blomsten spises, det smager som salat. Får planten lov at sætte frugt, kan den spises når den er moden, så smager den lidt som melon.

Der er fundet mange potteskår i området. Mange med mønstrer sort på hvid. Hver keramiker havde sit unikke mønster.

I kivaer er der et aflangt smalt hul. Der stod en væv. Man vævede tæpper af menneske- og dyrehår samt uld og bomuld. Man skal over 600 km. væk, for at finde bomuld, det er ensbetydende med, at man har handlet med andre for at få bomuld. Bomulden er handlet til Mesa Verde omkr. år 700.