Tilbage til det nordvestlige USA forside

Whitman Mission

Søndag den 6. september 2015

   

   

Ca. kl. 9.00 kørte vi ud til Joyce og Russ. Vi talte livligt et par timer, så kørte vi ud til Whitman Mission.

 

 

Der var en del veje der var spærret, så det var ikke til at køre den letteste vej derud, så Joyce besluttede, at vi kunne komme dertil ad bagvejen. Men den var blevet lukket/spærret, så vi måtte lige køre lidt længere. Vejen vi kørte ad hed Last Chance, gad vide hvorfor den havde fået det navn.

   

   

Ved Whitmann Mission var der et lille visitor center, hvor der var udstillet forskelligt med relation til Whitman Mission, bl.a. nogle ting der var fundet i forbindelse med nogle udgravninger.

       

   

   

   

   

   

Et lille stykke af Oregon Trail.

   

   

Under jorden ligger rester af fundamentet, men for at beskytte dem, blev de dækket til, og der er nu markeret op, hvor de forskellige bygninger har ligget.

   

 

Selve missionshuset, hvor Whitman boede med sin familie, og mange aktiviteter vedr. missionen foregik.

  

    

Smedjen, der kunne evt. man få repareret sin vogn eller andet der var gået i stykker undervejs.

   

Emigranthuset, blev brugt til de gennemrejsende, de kunne bo her og samle kræfter til den videre rejse vestpå.

       

   

   

Det første hus familien Whitman byggede, det blev oversvømmet da Colombia River på et tidspunkt gik over sine bredder. Derfor byggede de et nyt hus (missionshuset) et lidt højere sted.

   

Monument der er bygget til minde om massakren.

   

       

   

Fælles gravplads hvor de 14 personer, der blev dræbt, ligger begravet.

          

Vi kørte atter ind til byen, og fik os noget frokost.

   

”Windows on the Past” – Et vægmaleri med foto fra de forskellige etniske og kulturelle grupper, der levede i Walla Walla dalen i perioden 1850 – 1950. Over 20 forskellige grupper er repræsenteret. Nr. 43 er effekter skænket af Jessie, der var en kusine til Thorkilds far. Jessies far var dansk, men hendes mor var norsk.

   

Thrine blev af familien kaldt Ninni.

Vi kørte hjem til Joyce, og derfra kørte vi tilbage til hotellet. Om eftermiddagen fik vi vasket noget tøj, så vi kunne klare os igen nogle dage.

   

       

Imens en maskine tog sig af vasketøjet, gik vi hen til et supermarked i nærheden af hotellet, og handlede lidt.

   

   

Aftensmaden gik vi ud i byen og købte.