Tilbage til det nordvestlige USA forside

Longview - Ocean Shores

Tirsdag den 15. september 2015

Efter morgenmaden pakkede vi bilen, tjekkede ud, tankede bilen og forlod Longview.

Vi kørte atter til Oregon, for at køre langs Columbia River til Astoria. Der ville vi besøge Columbia River Maritime Museum.

Museet åbnede først 9.30, så vi så os lidt omkring og tog et par billeder, indtil vi kunne komme ind.

Som sædvanlig kunne Thorkild ikke helt slippe arbejdet, og havde nogle kommentarer til disse reparationer J

Dette skib var det første, der kom til Columbia River.

En model der fortæller lidt om, hvilke forhold der arbejdes under ved en redningsaktion.

Columbia floden sender dagligt 682 milliarder liter vand ud i Stillehavet, det skaber en strøm der har kæntret omkr. 2.000 skibe siden den første amerikanske beboelse på kysten for lidt over 200 år siden. Der er gjort forsøg på at tæmme floden, men den er fortsat en af de farligste i verden.
Kystvagten har af samme grund lagt deres skole for redningsbådstjeneste på Cape Disappointment (den nordlige side af udmundingen), der bliver bølgerne til tider 10 m. høje.

Der var også en udstilling vedr. 2. verdenskrig, og kampen mod Japan.

Da vi kørte fra museet, forlod vi Oregon for denne gang, nu skulle vi være i Washington resten af vores ferie. Vi kørte igen på hovedvej 101, og fulgte den mod øst ud til Cape Disappointment.

Vi kørte en lille tur ud til fyrtårnet.

Det var blevet tid til at sige farvel til Columbia River, som vi var stødt på flere gange på vores ferie. Vi forlod også Lewis og Clark. Vi havde en del gange kørt på de samme ruter, som de gik på i begyndelsen af 1800-tallet.

Vi fandt atter op til hovedvej 101, som vi fulgte langs kysten op til Raymond. Der fandt vi en Subway, hvor vi fik os lidt frokost.

Vi fortsatte nu vores tur mod syd, ad hovedvej 6. Vi ville besøge Willie Keils grav. Jeg havde læst om ham for flere måneder siden, og var blevet fascineret af hans historie.

Willie Keil blev født den 12. januar 1836 i Missouri. Hans far Dr. William Keil var leder af en religiøs sekt. De besluttede i 1855, at de ville følge deres drøm og rejse til det forjættede land mod vest.
Willie, der på det tidspunkt var 19, blev fuldstændig bidt af ideen. Han lærte at køre et okse tre-spand, og fik æren af at skulle køre den forreste vogn. Desværre blev Willie kort tid inden afgang alvorlig syg af malaria. Han var bange for at blive efterladt, og fik sin far til at love, at uanset hvor syg han var, ville han komme med.
Førervognen blev indrettet som ambulance, så Willies far kunne holde sit løfte. 4 dage før den planlagte afrejsedag døde Willie. Willies far bygger sammen med de andre fra sekten en robust trækiste, der blev foret med bly. Willie blev lagt i kisten, der bliver fyldt med Golden Rule whisky. Kisten blev placeret i den forreste vogn som Willie skulle have kørt. Willie kørte således fra Missouri ad Oregon Trail skvulpende i whisky.
Lidt vest for Fort Laramie i Wyoming blev vogntoget standset af en bande indianere, og de rejsende var sikker på, at de var i store problemer. En af indianerne peger på kisten, og Dr. Keil åbnede låget. Indianeren kigger i kisten, og på hans signal til de andre indianere rider alle indianerne langsomt forbi og ser højtideligt i kisten. Derefter vendte de om og red væk.
Efter seks måneder nåede gruppen deres mål Willapa i det vestlige Wasington, og Willie bliver begravet, det sted han så inderligt ønskede at komme til.
Det varer dog ikke længe inden gruppen erfarer, at deres forventede paradis på jorden var alt for fugtig. De efterlader Willie og begiver sig mod Willamette Vally i Oregon (lidt syd for Portland), hvor de grundlagde byen Aurora.

Vi kom til en lille rasteplads, hvor der står et skilt, med en meget forkortet udgave af Willies historie. Der stod også, at på bakken bag skiltet, er Willie Kiels gravsted. Men vi kunne ikke komme derop. Der var hegn om marken, der lå mellem os og graven, og ved lågen ind til marken stod der adgang forbudt.

Vi gik lidt omkring for at se, om der var en anden vej eller sti derop, men uden held. Så kørte vi lidt længere ud af hovedvej 6, og drejede af ved den første vej, til samme side som graven. Vi håbede at kunne finde en bagvej. Men det lykkedes os ikke, og vi vendte slukøret bilen, for at køre tilbage og videre til vores hotel.

Da vi kom hen til rastepladsen nedenfor Willies grav, holdt der 3 biler. Der stod en mand og en dame og talte sammen. Thorkild gik hen til dem for at høre, om de vidste, hvordan vi kunne komme op til graven, og hvem vi evt. kunne spørge om tilladelse til at gå derop.

Det viste sig, at damen der stod der, lige havde fået nøglen til lågen af sin svoger. Svogeren forpagter jorden, og det var hans køer der gik på marken. Hun kunne ikke give os tilladelse til at gå derop, men hun ville gerne låse lågen op, så vi kunne komme derop. Hun bad manden gå med os, så han kunne vise os den nemmeste vej.

Manden fortalte en del om stedet, bl.a. havde der ligget et fort ved stedet.

Oppe på bakken viste det sig, at det var en lille kirkegård. Der var flere grave, men de bliver ikke vedligeholdt, så vi skulle lede lidt, for at finde den rette gravsten. Da vi kom ned igen, var der kommet endnu en dame til. Og vi fik en lang snak, og fik fortalt en del af historien om fortet på stedet.

Klokken var efterhånden blevet mange, og vi fortsatte vores kørsel til hotellet.

I Aberdeen tog jeg en del billeder at nogle huse.

Da vi kom ud til Ocean Shores, hvor vi skulle bo i to nætter, havde vi lidt problemer med at finde vores hotel. Bl.a. fordi vi havde booket hos Guest House Inn & Suites Ocean Shores, vores bekræftelse kom fra dem, også en mail vi havde modtaget få dage før kom fra dem.
Men hotellet hed Morning Glory, og først da vi havde parkeret, så vi et skilt, helt nede ved jorden, dækket af buske med det navn vi kendte på hotellet.

Her skulle vi så bo de to sidste nætter på denne ferie.

Vi var blevet lidt amerikanske og kørte (det regnede) 2 blokke hen ad vejen til en restaurant for at købe vores aftensmad.