Tilbage til Pragforsiden

Tirsdag den 15. marts 2005

Hvis du ser ud som på dit pasfoto,
har du efter al sandsynlighed brug for rejsen.

                                                                                                 Earl Wilson

Dårlig start på 2. dagen: Thorkild stod op og gik på badeværelset,
 jeg (Lønne) svang benene ud over sengekanten, tog mine briller fra natbordet,
foldede dem ud for at tage dem på, og så faldt det ene glas på gulvet: stellet var knækket!..

Det er ret umuligt at se gennem et par briller med kun et glas,
jeg forsøgte at lukke mit venstre øje med plaster, men det så drabeligt ud, så det opgav jeg.
Ved morgenbordet beklagede jeg min nød til Hans Kristian, han fortalte hvor vi kunne finde en optiker,
og vi aftalte, hvorledes vi skulle mødes med gruppen, der skulle på byvandring.

Vi begav os afsted for at få loddet brillerne, det første sted troede de først jeg blot havde tabt en skrue,
de talte tysk, og vi kunne forelægge dem problemet, men de kunne ikke hjælpe mig,
de var meget flinke og fortalte, hvor vi kunne få problemet løst.

 

Det næste sted var noget af en oplevelse; den unge mand der var den eneste, der endnu var mødt på arbejde,
talte hverken rigsdansk, vestjysk, engelsk eller tysk, og vi talte ikke tjekkisk.
Han troede også først, jeg havde tabt en skrue
(nu var jeg efterhånden ved at tro, jeg ligner en, der har tabt en skrue),
men vi fik forklaret ham problemet, med fingertegn og underlige lyde bad vi ham lodde brillerne.

Han vendte hurtigt tilbage med den ene stang, der stod titanium, og det kan man ikke lodde i, øv.
Efter mange fagter fik jeg ham så forklaret,
 at jeg gerne ville have noget viklet om brillerne, så de kunne holde på mit glas, til jeg kom hjem igen.
Jeg fik så tape på briller og på lidt af glasset, og gik således med skyklap resten af vores ferie.

 I mellemtiden var Thorkild gået gruppen i møde, og vi nåede begge med på byvandring.

 

Turen startede i Malá Strana, Lillesiden.
 Malá Strana er grundlagt som by i 1257. Malá betyder lille, bydelen kaldtes lille fordi den var mindre betydningsfuld en Staré Město (den ældste af Pragbyerne).

 
   
 


Vi mødtes med dem der boede på Hotel Petr på námesti Kinskych.


Den gamle bymur, kaldet hungermuren, gik omkring alle 4 middelalderbyer:
Staré Město, Nové Město, Malá Strana og Hradčany.

Næsten 1.200 m. af den oprindelige mur er bevaret omkring Malá Stranas sydlige kant.
Muren er bygget under Karl D. 4. i 1360,
legenden fortæller at muren blev opført for at skabe arbejde til fattige i en periode med hungersnød.

  

  
Det røde skilt er matrikelnumre samt hvilket område i Prag. Det blå skilt er adressen.

Denne måde at skilte på blev indført under Maria Theresia (kronet 1743), indtil da identificerede man husene med ofte kunstfærdige skilte med dyr eller symboler, der evt. kunne fortælle hvilket hverv beboeren havde.


Maria Sejrkirken. Inde i kirken findes en lille voksdukke på 45 cm.  kendt som Pragerjesusbarnet,
dukken er en torso, og har en garderobe bestående af ca. 39 klædningsstykker der følger kirkens liturgiske farver. Dukken tilskrives en række mirakuløse helbredelser.


En gammel Skoda.

  
Skt. Nikolajkirken.

Da vi nåede Malostranské náměstí holdt vi en kort pause.
Pladsen blev etableret i 1257, oprindelig var den markedsplads,
men der kom efterhånden bygninger midt på pladsen så den blev delt i to.

             

  
Kirke tilhørende Malteserridderne.


Stormesterens havemur der siden John Lennons død har været prydet af graffiti,
det startede med et maleri af John Lennon,
men har nu udviklet sit til et kunstværk under konstant forandring.

    
Stormesterens Mølle.

    
Opgang til Karlsbroen, lige ved denne findes en plade på muren der fortæller,
hvor højt vandet stod ved oversvømmelsen i august 2002.

    
Karlsbroen er bygget i 1300-tallet, grundstenen blev lagt 1357 den 9. juli kl. 531.

Datoen kan omskrives til talkombinationen 135797531, ifølge astrologien en lykkebringende kombination, fordi den kan læses både forfra og bagfra.
Dagen var derudover også gunstig, fordi solen stod stærkere end Saturn.
Broen er ½km. lang og 10 m. bred.

  

Videre til resten af dagen.