Tilbage til Formiddag, Malá Strana
Vi gik over Karlsbroen og ind i Staré
Město , den ældste af Pragbyerne.
Selv om byen først fik sine rettigheder lovfæstet i 1230, havde der handelsmæssigt
været gang i den i mange år før.
Ved vadestedet over Vltava opstod der i 800-tallet en jødisk købmandsflække,
hvis midte langsomt forskubbedes mod Staromĕstské námĕsti, fordi
vejene fra Hrald og Vyšehrad krydsede hinanden her.
Omkring 1230 havde befolkningen bygget ca. 30 kirker og 100 stenhuse rundt om
markedspladsen.
De havde bevist, at de kunne noget, og at det var rimeligt, at
Staré Mĕsto blev by.
Til beskyttelse af byen opførte man hurtigt en mur med 13 tårne. Af disse 13
er kun Prašná brána – Krudttårnet – bevaret.
Grundstenen til Krudttårnet
blev lagt i 1475, nu er det blot et kønt tårn.
Rådhuset. I september 1338 havde Kong Johan af
Luxemburg tilbudt bystyret at bygge et rådhus for indtægterne ved vinskatten.
Allerede få uger senere erhvervede byen købmand Wolflins hus og udbyggede det
i 1360. I 1364 blev tårnet bygget til det der var Volfin af Kamens private hus.
Det astronomiske ur.
Rådhuset fik sit første ur i 1410,
bygget af Mikuláš Kadaňs.
I 1490 blev det ombygget af
mesterurmageren Hanuš.
Uret har været repareret mange gange
siden. Mekanikken i det ur, vi ser i dag blev gjort færdig af Jan Táborský
mellem 1552 og 1572.
Uret består af tre dele:
I midten er det egentlige ur..
Formålet med uret var ikke at angive
nøjagtig tid,
men primært at efterligne solens og månens antagne cirkler
rundt om jorden.
Viseren med solen, som peger på
timerne, viser i virkeligheden tre forskellige slags tid.
Den yderste ring med
middelalderarabertal viser den gamle böhmiske tid,
hvor en dag på 24 timer
blev regnet fra solnedgang.
Ringen med romertal angiver tiden som
vi kender den.
Den blå del af skiven repræsenterer
den synlige del af himlen. Denne er opdelt i 12 dele. Efter såkaldt babylonsk
tid blev perioden med dagslys opdelt i 12 timer, som kunne have varierende længde
sommer og vinter.
Uret viser endvidere hvorledes solen
og månen bevægede sig gennem alle 12 stjernetegn,
hvilket var af ganske stor
betydning i Prag i 1500-tallet.
Uret er omgivet af, hvad man tidligere
kaldte ”de fire største farer for menneskeheden”.
Urets øverste del er sammen med figurerne
ved siderne af uret, den store turistattraktion.
Hver hele time spiller urets
figurer den samme scene:
Først trækker døden, skelettet til
højre for uret i det reb,
han holder i sin højre hånd og ringer derved med dødsklokken.
I venstre hånd har han et timeglas, som han hæver og vender.
Derefter åbnes to vinduer, og urværkets
12 apostle (eller rettere 11 apostle + Paulus)
går langsomt rundt, anført af
Skt. Peter.
Ved slutningen af denne del af
forestillingen basker en hane med vingerne, galer,
Til højre
for Døden ryster en tyrk på hovedet.
Forfængeligheden (til venstre for
uret) betragter sig selv i et spejl og en gnier ryster med en fyldt pengepose.
Nedenunder er kalenderen (viser dag og
måned)
indsat med tegnene fra dyrekredsen og scener fra livet på landet, det
skal repræsentere de 12 måneder.
Den nuværende udsmykningen på kalenderens
drejeskive er udført af den kendte tjekkiske maler
Josef Mánes i 1866.
En legende fortæller at rådmændene
blev bange for, at Hanuš ville videregive sin viden til andre byer,
og derfor
besluttede de at gøre dette umuligt.
En aften, mens Hamuš sad og
arbejdede, trængte tre hue- og kappeklædte mænd ind i hans hjem.
De slæbte
ham hen til kaminen, hvor de blindede hans øjne med gloende tænger.
Alle
troede, at nu var den hellige grav vel forvaret.
Hamuš sygnede ganske rigtigt langsomt
hen, fordi han ikke mere kunne studere,
men en dag mandede han sig op og lod sig
bære hen til uret under påskud af,
at han havde fået en ny idé, der kunne få
pendulet til at glide lettere.
Da han havde ødelagt hele urværket, brød
vanviddet ud, og han døde kort efter.
Uret stod derefter stille i mange år.
På
http://home6.inet.tele.dk/roejfri/orloj.htm
findes en udførlig indføring i at læse uret.
Thorkild og jeg gik til V Cipu, hvor vi fandt et lille sted at få noget at
spise.
Vi fik bulgarsk Svinekød i tomat, (der var mere end tomat i, da det var
ret stærkt).
Vi gav den formidable sum af 300 koruna (ca. kr. 75,-) for to
portioner af dette samt en øl og en vand.
Derefter gik vi tilbage mod Den gamle Rådhusplads, vi besøgte Týnkirken,
Tynsky chrám hvis hele navn er "Vor Frue Kirke ved gærdet" da den
lå udenfor den egentlige markedsbebygning. Vi kunne kun komme ind i den
allernederste del af kirken, resten var spærret af, men vi kunne se op til
alteret, der er Thyco Brahes gravplads (1602), men udenfor vores synsfelt. Der
er kun adgang til hele kirken når der er messe.
For enden af gaden anes lige en metronom, der er placeret på et fundament,
hvor
der tidligere har stået en stor statue af Stalin.
Skt. Nikolaj-kirken.
Vi mødtes igen ved østsiden af rådhuset
nær det sted, hvor der er nedfældet 27 kors i gadebelægningen til minde om at
de katolske habsburgere i 1621 henrettede 27 protestantiske ledere.
Vi gik nu
videre ned forbi Det kubistiske Hus og hen til Folkets Hus (et
kulturcenter)
som vi gik en tur rundt om.
Huset er opført 1905-11 hvor det
tidligere Kongepalads lå (1383-1485).
Mosaik med titlen: Hyldest til Prag af
Karel Špillar.
Byrundturen sluttede ved Václavské náměsti
/ Wenzelpladsen, pladsen er 750 m. lange og 60 m. bred
og er mere en boulevard
end en plads.
I middelalderen blev pladsen brugt til
hestemarked.
Den var da beboet af købmænd samt håndværkere som hjulmagere, bødkere
og smede.
Helt op til midten af 1700-tallet
bevarede Václav-pladsen sin status som handelscenter, men herefter ændrede den
fuldstændig karakter. Fornemme adelsslægter og bedsteborgerlige familier
begyndte da at opføre deres paladser og store borgerhuse omkring pladsen,
hvad
der bl.a. gav den tilnavnet ”Det bedre selskabs Promenade”.
De nuværende bygninger er
hovedsagelig opført fra 1848 og frem til begyndelsen af 1900-tallet.
I 1978 erstattede undergrundsbanen de
gamle sporvogne, hvilket skaffede luft til den nuværende plads.
I krisetider samles Prags befolkning
her, 1919, 1939, 1968 og i 1989.
Med 20 års mellemrum har pladsen
spillet en væsentlig rolle i forbindelse med folkets protest.
I 1969 brændte den tjekkiske student
Jan Palach sig ihjel som en protestdemonstration
mod den sovjetiske invasion.
I 1989 samledes folk her i flere dage
under demonstrationerne mod kommunisterne.
Over 300.000 lyttede til Havel og Dubček,
der talte fra balkonen på dagbladet Svobodné Slovos bygning.
Thorkild og jeg besluttede os for at gå
tilbage til Malá Strana.
Mindesmærke for kommunismens ofre.
Før vi tog til Prag havde Thorkild kæmpet
sig igennem ”Den gode soldat Svejks eventyr”,
skrevet af Jaroslav Hasek (der
er meget langt mellem guldkornene i bogen).
Vi havde om formiddagen set en butik, hvor de havde en lille glasfigur af Svejk,
den gik vi tilbage til for at købe figuren
og vi skulle vi selvfølgelig også
en tur ind på Pivnice U Švejků for at drikke en øl.
Vi erfarede efter vores hjemkomst at ”den rigtige” Svejks stamcafé ligger
et sted i Nové Město.
Derefter besøgte vi et stort
indkøbscenter, det lå ikke ret langt fra vores Hotel.
Vi osede lidt rundt, og
gik ind i et supermarked der er i centeret,
vi syntes det var interessant at se
hvilke udbud der var, og hvad det kostede.
Her købte jeg nogle blomsterfrø, de kostede 1/3 af, hvad jeg havde givet for
frø (med spireproblemer) til samme blomster derhjemme,
og da vi kom hjem viste
det sig, at der var 3 gange så mange frø i, spireevnen var betydelig bedre,
end hos de frø jeg havde købt i DK, så det var virkeligt billigt.
Om morgenen havde vi på vej til optikeren set en smølfedukke i et vindue,
man
kan for tiden ikke købe disse i DK,
derfor rundede vi også lige den butik for
at købe en Smølf til Emma,
eller måske er det mere til hendes far Kim (vores
nevø i Århus).
Dagen afsluttedes med en aftentur op
forbi Petrenihøjen til U Kláštera, en restaurant i udkanten af byen.
Det blev
kaldt en bøhmisk aften, men …
Vi fik Krappecocktail, Svinesteak, Æblekage med flødeskum og kaffe/te, og der
var underholdning til maden.